”Du skal fiske laks i flere år,  fange en del og miste endnu flere, før du kan kalde dig laksefisker. Men du skal kun have fisket laks én gang for at miste din sjæl”

(Svend Saabye, dansk kunstmaler, forfatter – og laksefisker)

Debatten om den norske vildlaks er ikke alene principiel og vigtig i Norge. Den har international karakter.

Den følges intens i Danmark, i Storbritannien, i Holland, Belgien, Tyskland og mange andre lande. Fordi den norske vildlaks er inbegrebet af det magiske ord ”laks”. Der kan fiskes laks mange steder på vor hårdtprøvede klode. Men mellem alverdens laksefiskere er der intet over og intet ved siden af den norske laks. Mellem sportsfiskere er det LAKSEN!

Fordi den norske laks har størrelse. Og fordi den norske laks lever i den største og mest imponerende natur.

Jeg har været så heldig at fiske laks i Norge i en lille menneskealder. Det har givet mig de største oplevelser i livet. Det har givet store fisk. Det har ført mig ind i en natur så stor og smuk, at jeg måtte knibe mig i armen for at mærke, at det hele ikke bare var en drøm. Og det har givet mig venner for livet. Ikke mindst blandt norske fiskere og lodsejere. Jeg har fisket så længe og mistet og fanget så mange fisk, at jeg kan kalde mig laksefisker. Men som Svend Saabye skriver: Jeg mistede min sjæl for længe, længe siden. Den er tabt til laksefiskeriet.

Og når man har det sådan, sidder man med en dyb bekymring i hjertet over debatten om laksefiskeriet i Norge.

Set fra sidelinjen forekommer debatten nu og da at antage en nærmest sekterisk form. Det er som om en ny, moderne sportsfisker-type er trådt ind på scenen med det formål at gøre laksefiskeri til en eller anden form for akademisk øvelse. Som om det er en forbrydelse at spise en laks, man har fanget. Selv om mennesker har fanget laks længe før, de begyndte at uddanne akademikere! Jeg skal ikke stille spørgsmål ved de mange trusler mod vildlaksen. Men jeg køber ikke påstanden om, at det er sportsfiskerne langs de norske elve, der truer bestanden. Havdambrug, groft netfiskeri, ødelæggelse af gydepladser er de trusler, der fylder. Ikke sportsfiskere.

Når jeg taler med mine danske fiske-kammerater, sporer jeg en vis tvivl hos dem: Er Norge fortsat det land, vi skal fiske i? Er det stadig det norske laksefiskeri, vi skal bruge tiden og pengene på? Og det er ikke kun danske sportsfiskere, der tænker på den måde. Det gør fiskerne i Tyskland, Holland, Belgien og Storbritannien også.

Det er så trist. For det kan også betyde en betydelig nedgang i de norske turistindtægter og den stærke norske kultur og livskvalitet. Samtidigt forekommer det mig så unødvendigt. For Norge har en så overdådig naturrigdom, at der er råd til at vise overskud. Debatten om den norske lakse-politik udvikler sig på en måde, der får mig til at tænke på et fodboldhold, som tildeles et straffespark to minutter før tid i en pokalkamp, men så skyder over mål.

Norge er i færd med at drive fisketuristerne væk med smålighed og en forfejlet dyre-etik. Hvem tror, at en sportsfisker fra Antwerpen vil leje fiskevand og hytte/hotel i Norge for to ugers fiskeri, hvis han højst må fange én laks i hele perioden? Hvem tror, sportsfiskeren fra Augsburg orker at køre til Gaula, hvis han SKAL deltage i et catch& release-projekt, som mange sportsfiskere finder komplet uetisk. Man leger ikke med levende væsener på den måde. Man udsætter ikke en laks for lidelser for så at sætte den tilbage i elven, ofte i skadet tilstand. Det koster mange fisk livet. At gøre denne fiskeform til lov, burde være ulovligt! Gennem årene har jeg genudsat mange af de laks, jeg har fanget. Men altid når jeg var sikker på, at fisken ikke havde lidt skade. Det vil jeg fortsat gøre. Men c&r skal være en mulighed, ikke en lov. Og som sagt: Ingen, heller ikke de mest ”hellige” c&r-tilhængere vil for alvor påstå, at truslen mod vildlaksen kommer fra sportsfiskerne.

Derfor synes jeg, Norge skal vise overskud. At den norske naturpolitik skal baseres på at fjerne de elementer, der virkelig for alvor udgør en trussel mod diverse arter og mod landets storslåede natur. Men at naturen så til gengæld er åben for mennesker, der elsker at færdes i den – også jægere og fiskere. Og naturligvis skal der være plads til de lokale naturforbrugere, som der altid har været. Norge har mulighederne.

De senere år har vi fået genskabt laksestammen i Danmarks bedste lakse-å, Skjern Å. Det er faktisk gået forbløffende hurtigt, og vi er kommet forbløffende langt. Det går også fremad for laksebestanden i Varde Å og i Storåen. Sandsynligvis er der i Skjern Å i dag en laksebestand, der målt i forhold til kubikmeter vand er større end i de fleste norske lakseelve. Men det bliver aldrig det samme. Vi mangler fjeldene, skovene, dalene, stilheden – det mægtige. Det vil vi gerne betale for.  Så udnyt dog disse muligheder, Norge. Tag dog det straffespark, I er blevet tildelt, og smæk bolden i mål.’

Vis os tillid, indfør (hen ad vejen) et fisketegn (kørekort) og lad de mennesker der holder laksen få glæden tilbage.

Vi vil så gerne kunne elske NORGE og LAKSEN.

Skab nogle regler, vi kan se fornuften i og som kan kontrolleres, og lad os komme fra mange lande og betale for at bruge af den natur, I har så meget af.

Mænd har drevet jagt og gået på fiskeri så længe, menneskeheden har eksisteret. Efterhånden er flere og flere kvinder også begyndt at deltage. Norge har en enestående mulighed for at tiltrække turister fra hele kloden. Udnyt chancen. Vis tillid og storsind. Og giv plads.